Debatten om Store bededag beror på absurde præmisser: Våben fører ikke til sikkerhed

Debatten om at afskaffe Store bededag raser i offentligheden, og det har den gjort siden Mette Frederiksen fremsatte planerne i december 2022. Hun har udmeldt at den nye regering har tænkt sig at gennemføre forslaget, på trods af massiv kritik. Hun viser endnu engang, hvordan klaveret spiller.

Hver gang sagen er blevet taget op i Danmarks Radio, har lyttere blandet sig med budskaber som, at ”nu må vi alle tage os sammen! Der er krig i Europa og én helligdag er et relativt lille offer i bytte for vores nationale sikkerhed” imens andre igen har fremført argumenter som, at afskaffelsen af helligdagen er som ”skruen uden ende”, at ”det er intrinsisk forkert at gøre et stykke dansk kultur op i kroner og ører”, imens økonomer har påpeget at den økonomiske gevinst er så lille, at indgrebet ikke giver mening.¹

På overfladen ser det ud som en alsidig, dybdegående samfundsdebat, hvor alle former for analyse udspiller sig, og hvor alle stemmer bliver hørt. Men politikerne, økonomerne og Danmarks Radio går hovedløst med på præmissen om, at vi absolut må og skal imødekomme 2%’s-kravet, hvilket bevirker, at debatten flyver ud af en tangent.

Argumentet om at fjerne en helligdag for at skaffe økonomi til fordel for Danmarks nationale sikkerhed, bygger på en falsk præmis. Hvorfor? – Fordi implicit i argumentet hedder det sig, at oprustning i NATO-regi til op til 2% af BNP er vejen til national sikkerhed. Man behøver imidlertid ikke være retoriker for at gennemskue at denne implicitte antagelse ikke er holdbar! Man behøver blot at gøre en lille smule research på, hvad NATO er for et fænomen. Så lad os gennemgå et stykke af historien, der viser at Mette Frederiksens argument bygger på en hjemmel af absurde dimensioner:

NATO blev grundlagt som militær alliance i 1949 med formål om at beskytte medlemslandene imod truslen fra ”det fæle Sovjet”. Men da disse meget farlige stater frivilligt og fredeligt trak sig ud af Østtyskland i 1989, og overgav magten til vestlige stater, stod NATO og manglede en fjende for at retfærdiggøre sin egen eksistens. Der løber trods alt mange penge igennem systemet i den krigsbegejstrede, militære alliance.

I de efterfølgende år ledte man efter en værdig fjende til alliancen. I processen fik man sønderbombet Serbien for at assistere en minoritetsbefolkning ved at drage nye grænser indenlands i Europa – en operation som vistnok er værd at erindre ifbm. den nuværende framing af kampene i Donbass-regionen. Men da Serbien ikke rigtig udgjorde en vedvarende trussel på linje med det tidligere Sovjet, fandt man på at dæmonisere og invadere en række muslimske stater, så vi kunne blive ved med at have brug for NATO. Den efterfølgende årrække fik adskillige NATO-lande brændt krudt af i bl.a. Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien.

– Selvom de fremførte argumenter for invasionerne gang på gang viste sig at være falske (der var f.eks. ingen masseødelæggelsesvåben i Irak, ej heller var der dokumentation for de fremførte invasionsgrundlag i Afghanistan, Libyen og Syrien) så viste det sig, at terrorisme og udskældte muslimske stater alligevel udgjorde et fjendebillede, der kunne holde alliancens medlemslande beskæftiget i godt tyve år. Som en bonus til de højeststående stater i NATO-regi, begyndte en del af de invaderede nationer også efterfølgende at sælge deres olie i amerikanske dollars, frem for at varetage egen industri og infrastruktur. Det er desuden værd at nævne, at ”krigen mod terror” har gjort terrorproblemet 40% større end før den blev igangsat², i hvert fald ifølge fredsforsker Jan Oberg. Det vil sige at alle argumenter om ”national sikkerhed”, sagt i samme sætning som NATO, klinger noget hult.

Med andre ord: Det er rigtigt at eks-præsident Donald Trump tidligere har valfartet rundt, med løftet pegefinger, for at sige at man som medlem af den militære alliance skal hæve NATO-budgettet til 2% af BNP. Men det er ikke rigtigt at NATO er garant for Danmarks sikkerhed – ej heller at massiv oprustning i NATO-regi vil gøre Danmark til et mere sikkert samfund.

Velfærd og stabilitet, som Danmark har brug for indenlands, sikrer vi bedre ved at undlade at etablere absurd høje militærudgifter. Det vil modvirke fattigdom og stigende kriminalitet. National sikkerhed imod udefrakommende angreb sikres givetvis også bedre ved at forholde sig mere diplomatisk end at engagere sig i endnu flere af de hersens ulovlige handelskrige, som USA og NATO-lande har igangsat flere af over de sidste to årtier. Det siger nemlig sig selv, at man som stormagt gerne ser en sund økonomi i de lande, man handler med – så hvis vi dropper de USA-politiske sanktioner på ethvert land, der truer dets position som stormagt, og træder ud af NATO, vil vi forbedre vores muligheder for at handle os til verdensfred. Lyder det ikke bedre end at dræne statskassen i en nation, hvor sundhedssystemet i forvejen er presset, og hvor vi har set virksomheder dreje nøglen om pga. høje elregninger?

Det står helt klart, at et NATO-budget på 2% af BNP er i USA’s interesse – ikke i Danmarks. Så hvad tænker Mette Frederiksen på, når hun presser på for at imødekomme USA’s interesser på bekostning af skattebetalernes velstand og tryghed? Givetvis, at der tidligere er faldet store belønninger af, til statsministre, der har brolagt vejen for at egne stater har medvirket i at sikre USA’s verdensdominerende stormagtsposition. Anders Fogh blev trods alt belønnet med en høj stilling i NATO, efter han fik Danmark med i terrorkrigens mellemøstlige olietogter… Måske har Mette ligeledes øjnet chancen for et karriereskub op i de overstatslige sfærer?

…Spekulationerne til side – her kommer et par hårde facts, vi som samfund må forholde os til, før vi skriver under på noget:

Man siger i fredsbevægelsens kredse, at Pentagon – USA’s forsvarsministerium – brænder ligeså meget olie af om dagen, som Sverige gør på et år. Men selvom vores politikere – heriblandt Mette Frederiksen – profilerer sig på løfter om miljøhensyn og grøn omstilling, så nævner de sjældent de miljømæssige konsekvenser, som dansk krigsdeltagelse og oprustning har haft.

Dog er regnestykket ret simpelt: NATO-landenes indbyggere udgør under 10% af verdens befolkning, selvom NATO’s samlede militærbudget udgør 60% af hele verdens militærbudget.³ Det er ikke blot dét, at den øverste post i NATO tilfældigvis altid tildeles en amerikaner, det er også det faktum, at alliancen på – trods af sin relativt unge alder – har vist sig som langt den største aggressor. Derfor skal NATO gå foran og vise vejen til nedrustning, så resten af verdens nationer også tør gøre det.