Skip to content

Filmanmeldelse: SHADOW WORLD

Se den og brug den i organiseringen af en stor og omfattende fredsbevægelse!

Shadow world – bag om den internationale våbenhandel – er en nødvendig film, der sætter spot på hvordan våbenhandel er alfa og omega for de krige, der føres overalt i verden.

Filmen starter lige på og hårdt med krigens gru skiftende fra 1. verdenskrig til i dag afbrudt af markante udtalelser bla. fra Obamas nobelpris-tale, og ”krig er en pengemaskine” en udtalelse fra 1935.

Focus rettes mod jernladyen, Margeret Thatcher og hendes samarbejde med den Saudi Arabiske prins Bander og BAEs våbenhandler og korruption i milliard-klassen, selv hendes egen søn scorer kassen – mens bomberne regner ned over civilbefolkningen. Enorme pengeflytninger fra Saudi Arabien til Diamond Island til schweiziske banker afdækkes. Vi får at vide hvorfor den Saudi Arabiske forbindelse skal gå gennem UK og ikke USA og hvordan Blair presser våbenhandler igennem og standser politiundersøgelse af korruptionen, men selv er på JP Morgans lønningsliste.

Verdensbanken udpeges som en afgørende faktor, der sætter ny kolonialisering i system efter alle interventionerne fra 50’erne til 70’erne. Chile, El Salvador, Uruguay og mange, mange andre.

Vi hører om de tidligt pensionerede israelske soldater, der nedsætter sig som våbenhandlere i hele Afrika. Israels atomvåben. Om Irak krigens unødvendighed, om Iran-contra skandalen og ønsket om en krig mod Iran som våbenhandlernes hedeste ønske.

Svingdørspolitikken og udviklingen af et plutokrati, hvor vigtige aktører den ene dag er højtplacerede regeringsmedlemmer og den næste dag direktører i de største våbenfirmaer, viser branchens omfattende indflydelse. Dick Cheney, der flytter fra regeringskontorerne til Halliburton og tilbage igen tidsnok til at placere ordrerne fra Irakkrigen i firmaet og mange andre, der tager en tilsvarende tur. Privatiseringen af hele den militære sektor er i voldsom udvikling. Blæksprutten Lockheed Martin er intimt forbundet med alle dele af det amerikanske forsvar.

Mange stemmer høres undervejs, kritiske og fyrede journalister og politikere, tidligere CIA-medarbejdere, sko-kasteren, våbenhandleren og mange andre leverer hver især deres bidrag til puslespillet. Den verdenskendt urugyanske forfatter Eduardo Galeano læser undervejs op fra sin nyeste bog ”A Calendar of Human History” og tilføjer dermed eftertanken, mennesket, følelserne.

Den moderne krig udspiller sig med droneangreb på formodede terrorrister. Mord, der med koldt overlæg er aftalt på tirsdagsmøderne i Det Hvide Hus. Krigen mod terror afvises som nonsens, som evindelighedskrigen, der alene er til gavn for krigsindustrien. Imens ses krigens ofre…

Filmen slutter med julefreden under 1. verdenskrig. Der anes et håb om, at menneskelighed og den basale kærlighed mellem mennesker kan stoppe vanviddet.

Det er en meget afslørende film, som allerede har sat skub i store diskussioner særligt i Sydafrika hvor manuskriptforfatteren og grundlæggeren af Corruption Watch UK, Andrew Feinstein, var en del af ANC regeringen under Mandela, indtil han stillede spørgsmålet HVORFOR? til den store våbenhandel, der resulterede i korruption i milliard-klassen og at Sydafrika idag har de mange kampfly, – parkeret i hangarer, mens behandlingen af HIV blev syltet.

Det er også en film, der leverer tungtvejende og grundigt researchede argumenter for, at krigsindustrien vælger de yderst profitable krige og gennemfører dem via et korrumperet og korrupt politisk system – helt uanset menneskeliv, hvor USA’s samarbejdspartner et sted, er USA’s farlige fjende et andet sted i verden. Det er en gedigen dokumentation for at krige føres for profittens skyld. Intet andet. Løgnene, der skal forhindre protester og oprør, fabrikeres med det formål og politikerne fungerer som våbenindustriens salgsafdeling.

Filmen er instrueret af den belgiske Johan Grimonprez, kendt for dokumentaren om flykapring “dial H-I-S-T-O-R-Y” fra 1997 og “Double Take” om den nødvendige frygt. Hans værker udstilles på nogen af de største museer for morderne kunst. Filmen er delvist baseret på Andrew Feinsteins bog The Shadow World: Inside the Global Arms Trade.

Shadow World – bag om den internationale våbenhandel har premiere søndag den 13. november kl. 19.00 i Grand, hvor instruktør og manuskriptforfatter efter forestillingen har en samtale med Emil Rottbøll fra Information. Filmen vises også på DR2 Dokumania tirsdag d. 15. november klokken 20:45.

shadowworld-bio

Back To Top