Her d. 13. marts meldte regeringen ud, at de har besluttet sig for yderligere tiltag,…
Kommentar til den endelige regeringsgrundlag
Med det nye regeringsgrundlag står det klart, at kampen for fred kommer til at blive vigtigere end nogensinde. Krigsinvesteringerne dræner velfærdssamfund, og det har vi kunnet mærke siden Foghs tid. De seneste år har danskerne mærket et yderligere pres: Energipriser stiger, virksomheder drejer nøglen om, arbejdspladser går tabt og inflationen har nået sit højeste niveau i 40 år. Midt i alt dette, kommer Mette Frederiksen frem og skubber på for at hæve NATO-budgettet til 2% af BNP! Og det mente hun – for nu er planen forankret i det nye regeringsgrundlag, hvor planen er, at processen skal fremskyndes med 3 år.
Det mest absurde er planerne leveres under overskriften “Ansvar for Danmark”. Mette Frederiksen & Co. vender derfor det blinde øje til, hvordan NATO på ulovlig vis har været brugt til at destabilisere andre stater – i hvert fald over de sidste 20 år. Organisationen fungerer som det amerikanske imperiums forlængede arm, og har betydet at krigsinvestorer har fået lavet lukrative kontrakter på bekostning af smadrede samfund og i hvert fald 400.000 civile ofre i Mellemøsten. De indenlands konsekvenser af krigspolitikken har man heller ikke kunnet holde ude af mediebilledet: Psykiatrien sejler, sygehusvæsenet råber om flere ressourcer og mistrivslen hos børn og unge har nået nye niveauer. Når vi samtidig skal hæve NATO-budgettet til hele 2% af Danmarks BNP, siger det sig selv at det bliver på bekostning af den sidste rest af velfærdsstaten, som ellers har været bygget op over mange år. Samtidig at kalde det “Ansvar for Danmark” er godt nok en noget kreativ formulering.
Vi har store problemer i Danmark – ét af dem er, at landet nu skal styres af Mette Frederiksen, som tilsyneladende prøver at snige sig udenom en advokat-undersøgelse af sit eget magtmisbrug ved at alliere sig med militærmanden Jakob Ellemann og levebrødspolitikeren Lars Løkke. Et andet problem, er de sidste 20 års historie, hvor Danmark har tjent som dukkestat for USA’s bølge af ulovlige krige. Der løber uhyggeligt mange penge igennem det militære system, og pengene hentes hos skatteyderne. Vi betaler for krigens rædsler, og prisen er intet mindre end vores egen samfundsmodel – det er åbenlyst. Alle politikerne taler om grøn omstilling, men ingen taler om krigsførelsens konsekvenser for miljøet. Så længe af ingen af politikerne på magten italesætter de store etiske-demokratiske- og miljømæssige problemer ved den voksende vestlige militarisme, så står det klart at fredsbevægelsen må forankre sig som en samlet opposition til systemet.
Mette Frederiksen vil inddrage Store Bededag for at finansiere noget af NATO-budgettet. I fredsbevægelsen må vi starte en tradition for at gøre denne dag til “Store Strejkedag”, og kommunikere ud til danskerne, at alle, som er imod krig, må boykotte arbejdsdage. Dette vil tjene som et symbol på, at vi ikke finder os I at betale for at bombe andre samfund, når formålet de sidste par årtier tydeligvis blot har været at krigsherrerne ville sikre lukrative handelsaftaler til sig selv. Stop krigsmaskinen – den handler hverken om sikkerhed eller ansvar.
Læs også her