Mandag i Christianshavns Beboerhus blev ”de forbudte spørgsmål” stillet under fredscafé

I ethvert samfund er der ting, man ikke sætter spørgsmålstegn ved. I ethvert samfund, er den offentlige debat sat i ramme af en diskurs, som er bygget op over et tabu så stort, at man end ikke drømmer om at udfordre den – den diskursive magt. I mange samfund betyder det, at man ikke udfordrer tanken om hvorvidt Gud eksisterer eller ej. I Danmark betyder det, at man ikke sætter spørgsmålstegn ved fornuften i militær oprustning og vores medlemskab af NATO.

Det blev så gjort alligevel til fredscaféen i Christianshavns beboerhus d. 20. marts, som blev arrangeret af gruppen Tid til Fred – Aktiv mod krig, der i mange år har afholdt foredragsaftener med et efterhånden ret kontroversielt budskab om fred. Blandt de deltagende oplægsholdere var bl.a. fredsforsker Jan Øberg, efterfulgt af spørgsmål og debat.

I lyset af de seneste to årtiers historie, peger han på, at det er irrationelt ikke snart at begynde at tænke over, hvad formålet er, med den tiltagende militære oprustning. Det handler ikke bare om afskaffelsen af Store Bededag og et mål om at NATO-budgettet skal ramme 2% af BNP. Det handler også om at man er ved at udbygge Esbjerg Havn, Aarhus Havn, Køge Havn og Skrydstrup Flyvestation, så de kan fungere som centrale stationer for kampfly og krigsskibe for USA og EU. Danmark bliver centrum for en fremtidig myldrende krigstrafik i stormagternes bevæbnede magtkamp.

På baggrund af situationen i Ukraine er danskerne tilsyneladende helt med på idéen. I medierne bliver NATO’s rolle i Ukraine-konflikten fortiet, ligesom medierne ikke nævner at Putin i år 2000 gav udtryk for at han gerne ville have Rusland med i NATO. Men til fredscaféen mandag d. 20. blev nogle af ”de forbudte spørgsmål” alligevel stillet – såsom:

– Hvordan havde situationen i Ukraine mon taget sig ud ligenu, hvis Rusland og NATO ikke var hinandens fjender?

– Hvor meget (eller rettere: hvor lidt) ville vi i Danmark have behov for at poste penge i militær oprustning, hvis ikke vi var med i NATO og derfor ikke havde Rusland på det andet hold?

Doxa er et retorikfagligt begreb for en kollektiv sandhed, som gør sig gældende i et givent samfund. I begrebet ligger en betydning af, at antagelsen om ”hvad der er sandt” ikke er forankret i ufejlbarlig og holdbar viden. Samfundets doxa herhjemme er tilsyneladende præmissen om at ”NATO er garant for Danmarks sikkerhed.” Alle mediedebatter om militærpolitik udfolder sig uden at sætte spørgsmålstegn ved denne præmis.

Men det betyder måske, at Danmark er ved at bevæge sig i en farlig retning – planen om at hæve NATO-budgettet til 2% af BNP svarer til hvad det ville koste at bygge 8 supersygehuse om året.

På samme dag som fredscaféen blev afholdt, blev det sagt i radioavisen, at et stigende antal patienter med tarmkræft dør af at vente på deres behandling, som følge af at der er for få midler i sygehussektoren. Så måske er det på høje tid at stille de forbudte spørgsmål;

– Hvad med at Danmark investerer i sin egen velfærd i stedet for at hæve NATO-budgettet? – Hvad med at Danmark takker nej til at lade sig selv blive en militær hovedbanegård for USA og EU?

Fred og velstand går hånd i hånd og tiden er inde til at vi tager debatten om det. Det er tid til fred.

Se hele Jan Øbergs bidrag til Fredscaféen d. 20. marts i Christianshavns Beboerhus: https://www.youtube.com/watch?v=qDzgaPPHN4M