Skeletterne ud af skabet Den 9. april 1949 skete der de store uheld for verdensfreden,…
Militariseringen skaber ikke fred, den forbereder krig.
Forsamlede til Fredsfestival i Aarhus d. 7. oktober 2017 udtaler:
Vi er vidne til en voldsom oprustning i Danmark såvel som på verdensplan. Denne militarisering skaber ikke fred, men forbereder krig.
Regeringen fremlægger i næste uge et forslag til nyt forsvarsforlig, hvor militæret på baggrund af NATO’s krav skal have et ’substantielt løft’ og i særlig grad opruste Østersøen vendt mod Rusland.
Der skal skaffes penge til de nye F35 bombefly, Danmark skal oprette en NATO-udrykningsstyrke på 4.000 mand, der kan sættes sættes ind i Baltikum og de danske fregatter skal bevæbnes med Tomahawk missiler.
Danmark deltager stadig i krigshandlinger i Syrien – og regeringen har netop meddelt, at Danmark følger Trump og sender flere soldater til Afghanistan. Januar 2018 sendes danske soldater og kampfly til Estland.
Den lange række af oprustningsinitiativer er ikke udtryk for ’et forsvar mod en trussel’, men puster til ilden. De er forberedelser til angrebskrig og provokationer og udgør en trussel om nye krige. Krige, der kun skaber død og ødelæggelse, og ingen steder har skabt demokrati eller forbedringer for befolkningen.
Bliver krig med Rusland til virkelighed kan Europa igen blive krigsskueplads. Det oprustede Norden kan blive et bombemål.
Krig er en trussel mod befolkningen i alle de berørte lande – og også den økonomiske milliardregning til oprustningen vil blive betalt af den almindelige befolkning og betyde nye sociale nedskæringer.
Vi siger: Stop NATO’s militarisering af Danmark og Norden, NATO’s oprustning og krigstrusler – det er først og fremmest her truslen mod freden ligger.
Vi advarer også om, at udviklingen af en EU-hær tager hurtigt fart. Ambitionen er at gøre EU til en ny militaristisk stormagt, der vil udgøre endnu en trussel mod freden.
Vi afviser de fjendebilleder, der omskriver virkeligheden med det formål at få opbakning til aggression og nye krige. Støt i stedet øget freds- og konfliktløsning og forskning.
Vi siger: Stop købet af nye kampfly, der flytter milliarder fra velfærd til krig og våbenindustri og vil blive brugt i nye krige. Vi siger nej til krigstruslerne.
Med truslen om at udslette Nordkorea og slippe atombombens kræfter løs overskrider Trump enhver grænse. Danmark må reagere officielt og sige fra.
Det er nu der må protesteres. Og angriber USA Nordkorea – eller et hvilket som helst andet land – må der straks organiseres demonstrationer.
Atomvåben er et våben der kan skabe total ødelæggelse. Trusler om brug af atomvåben må stoppes – og atomvåben bør helt afskaffes og forbydes.
Danmark bør underskrive FN’s forbud mod atomvåben.
Krig stopper ikke terror, men skaber mere terror – også i Europa.
Hele Norden opbygges af NATO som en militariseret zone – selvom hverken Sverige eller Finland er NATO-medlemmer. Vi støtter samarbejdet i de nordiske lande for at stoppe denne udvikling og for et neutralt Norden udenfor militæralliancerne.
En fredelig udenrigspolitik er i flertallets interesse, nationalt såvel som internationalt – også sikkerhedspolitisk. Vi opfordrer alle til at sige fra overfor krigspolitikken.
Træk soldaterne hjem – stop dansk krigsdeltagelse!
Stop for krigsforberedelser og krigsbudgetter – Stop for nye krige!