Skip to content

NATO er IKKE et forsvar for folkenes sikkerhed

Udenrigsministrenes NATO-topmøde onsdag og torsdag i denne uge understreger at NATO’s samarbejde med USA styrkes under Trump og at kursen mod krig ikke er opgivet.

Det er første gang den amerikanske udenrigsminister James Mattis deltager på et NATO-møde.

 

Efter to telefonsamtaler med Trump er generalsekretær Jens Stoltenberg ikke i tvivl om hvad der er vigtigst på dette møde. Det er finansieringen og som en lille gulerod kan man nu reklamere med, at de europæiske og Canada tilsammen allerede har skæppet 3,8% mere i kassen i 2016.

Det er dog slet ikke nok til at dække de vanvittige militærudgifter, der planlægges i USA. Ifølge Bruce Gagnon, der besøgte Danmark i søndags, sigter USA efter et stjernekrigsbudget, der langt overgår de udgifter, der i dag er til det amerikanske militær. Så de har hårdt brug for at andre betaler mere til NATO.

 

Krigen mod terrorisme er et andet punkt, der vil blive taget op på mødet. Det evigt udefinerede begreb, der blev skabt i kølvandet på 9/11 og som kan bruges til militære indsatser, hvor det passer ind i USA’s strategi. Efter store dele af Mellemøsten og Nordafrika er smadret af USA-NATO allieredes krige, taler man om at øge indsatsen mod terrorisme – det er reelt et andet ord for besættelse.

 

Derudover forberedes, uden at det klart siges i deres pressemeddelelser, et dagsordenspunkt om Ukraine. Den 7. februar besøgte Moldovas præsident Igor Dodon NATOs hovedkvarter, her blev aftalerne om NATOs støtte til forsvarsprojekter i Moldova diskuteret og åbningen af et NATO-kontor i hovedstaden Chișinău blev annonceret. Den 9. februar kom så statsministeren fra Ukraine, Volodymyr Grojsman på besøg. Det blev her understreget at alle NATO-medlemmer støtter Ukraines territorialkrav, herunder kravet på Krim og at begge parter opfatter Rusland som aggressor, bl.a. i de nyligt øgede kamphandlinger. Grojsman udtalte, adspurgt af Ritzau, på pressemødet: ”jeg er overbevist om, at den nye præsident Trump er en leder, og at han altid vil kæmpe for demokrati og demokratiske værdier”.

Så det vi ser er et NATO, der er i gang med at støtte og udvide kredsen af allierede fra det gamle Sovjetunionen, også Georgien kunne nævnes i den forbindelse. Fronterne trækkes op og en storkrig er under forberedelse.

 

Gerd Berlev

14/2 -2017

på vegne af Tid til fred – aktiv mod krig

Back To Top