Skeletterne ud af skabet Den 9. april 1949 skete der de store uheld for verdensfreden,…
NATO pådutter os en farlig og pengeslugende forsvarspolitik. Hvorfor mon?
TV2 bragte d. 3. februar nyheden om, at NATO har været ude med kras kritik af dansk forsvar. NATO er kommet med en liste med klager over at Danmark har for få kampfly, for få missiler, ingen planer for dets luftværn, for få ammunitionslagre, for lidt kapacitet til at modtage fremmede (amerikanske) soldater, mangler implementering af ubåds-kapacitet, mangler robusthed i specialoperationsstyrker… Og så videre. Listen fra NATO er lang. TV-nyheden slår flere gange fast, at Danmarks forsvar er bagud fordi ”situationen har ændret sig og at der er krig i nærområdet”. Vi har hørt det mange gange før: ”Der er krise. Vi skal bruge flere penge på militær. Vi skal alle spytte i kassen.”
Der er bare et kæmpestort, blændende ”MEN”, som TV2 udelader i deres nyhed: NATO lever af at overbevise stater om, at de skal øge deres militærbudget. Hvorfor bruges alliancen konsekvent som en uimodsigelig, almægtig kilde i de danske medier?
Hvorfor kalder man det i det hele taget en forsvarsalliance, når NATO ikke har lavet andet end at invadere fjerntliggende lande over de sidste to årtier?
Som situationen er lige nu, får man nærmest indtryk af, at den kolde krig i virkeligheden aldrig er afsluttet. Hvorfor bilder NATO folket ind, at man kan true sig til verdensfred?
Ligesom vi har været vidne til under Covid-nedlukningerne, så har TV2 og de øvrige mainstream medier en tendens til helt at ignorere elefanten i rummet. Så lad os her udpensle problemet med NATO’s politik:
Alliancen har brug for ydre fjender for at retfærdiggøre sin egen eksistens. Det er efterhånden blevet afsløret, at den lange stribe af oliekrige i Mellemøsten blev eksekveret på baggrund af krigsløgne. Så for at statsledere ikke begynder at tænke: ”Hvorfor egentlig sende 2% af BNP efter alliancen, når man i stedet kunne bygge 10 supersygehuse om året?” – Så handler det for krigsmaskinen om at male nye trusselsbilleder, som kan afløse de gamle.
En skam – for hvis verden stoppede med at bruge penge på militær i otte dage, kunne vi give hvert et barn på Jorden tolv års gratis, god uddannelse (ifølge IBIS).
Men i stedet lytter man til NATO, der altid drøner rundt for at fortælle alle sine medlemmer, at de skal bruge flere penge på militæret. TV2 beretter om at: ”Kritikken er alvorlig, fordi Danmark i dag har et forsvar, der reelt ikke kan gå i krig” (siger lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen).
Men; Et Danmark, der ikke går i krig lyder da meget godt – hvem skulle Danmark i det hele taget kunne true? Viggo Jakobsen nævner ikke at Danmark er et meget lille land, og at det kun giver mening for så lille et land at drage i krig som dukkestat for visse stormagter. Den gængse opfattelse er så, at man har meldt sig ind blandt de største bøller i verden, for at få beskyttelse. Men hvad nu, hvis denne koalition af de største bøller, har det med at eskalere konflikter for at få flere penge ud af sine medlemmer?
Ruslands Putin og Kinas Xi Jinping stillede sig op under OL i 2022 og bad om, at der ikke skulle blive tale om en NATO-udvidelse med Ukraine og Taiwan.
Så sent som i går holdt Putin en tale for det russiske parlament, hvor han sagde at ”Vesten er skyld i eskaleringen af krigen i Ukraine.” Men hvis man tænker, at det er den varslede NATO-udvidelse, som han refererer til, skal man passe på med at sige det højt. For nu om dage er det nærmest forbudt blot at forholde sig til noget, som Putin har sagt – han er nemlig NATO’s fjende nummer 1.
Alligevel er det påfaldende, at NATO siden berlinmurens fald har ædt sig hele vejen ind igennem landkortet og nu vil have Ukraine med om bord. Er det ikke værd at overveje, hvorfor Rusland synes det er intimiderende, når man tager NATO’s militære kapacitet og historie i betragtning?
Verdens samlede militærudgifter er på mere end 2100 milliarder dollars, og NATO-landenes andel af dette er 57 %, selvom de kun udgør omkring 8 % af verdens befolkning. Samtidig var NATO oprindeligt den vestlige del af den kolde krig imod den sovjet-styrede modpol i øst.
I stedet for at gøre sig disse overvejelser, går de fleste rundt og tror, at krigen i Ukraine handler om at Putin gerne vil være zar.
Det er som sådan også meget bekvemt for militærmagten. For hvis det meste af befolkningen tror på den slags historier, så stiller de ikke spørgsmål til kravene om oprustning.
Medierne er dets redskab til at holde folk i troen om, at det handler om ansvar, når vi hælder penge i krigsmaskinen. Men der er intet ansvarligt i at eskalere konflikter. Der er intet hold i forestillingen om, at sikkerhedspolitik handler om at true sig til verdensfred med tunge våben. Og der er ingen anden vej til diplomati end at prøve at forholde sig til hvad den anden part siger.
Ifølge Carsten Andersen fra Aarhus mod krig og terror, kunne man for få procent af verdens oprustningsudgifter, afskaffe verdens fattigdom eller løse verdens miljøproblemer.
Danmark ud af NATO og fredsforhandlinger nu!
Referencer:
https://www.facebook.com/ungdomsfrontamager/videos/856895565591723